tanker om nicks/navne

I mange mange år har jeg haft nicket patience… den tid er ved at være forbi. Nicket fik jeg, lidt ved et tilfælde, lidt fordi jeg manglede at finde min sti/min vej og lidt fordi det skulle “klinge” godt.

Må hellere advare med det samme… dagens blog kan blive vældigt forvirrende og usammenhængende, men mit behov for at få sat ord på for mig selv er bare så påtrængende, at jeg ikke vil bruge tid på at forsøge at “pæn” formulere mig.

patience blev også valgt pgr. af betydningen, tålmodighed. Jeg var på det tidspunkt en ikke ejet slavinde, en forvirret sjæl, en kvinde der ikke viste hvad denne verden havde at byde på. Jeg kendte ikke stien jeg skulle vandre på, kendte ikke mig selv og min indre slavinde særligt godt. Hun var jo blevet undertrykt i ønsket om at være “normal”, være som de andre omkring mig, med mand, børn, hund og hus. Det krævede tålmodighed af mig, at finde mine fødder, at tage skridtet og begynde at vandre på den sti der med tid skulle blive min egen….

Idag ved jeg, at jeg brugte lang tid på at gå i cirkler, vimse rundt om mig selv, og rundt om en helt forstokket ide om hvordan jeg skulle gå fra at være kvinde til slavinde. Endda endte jeg med at gå helt tilbage og blive ligusterhæk-kvinden igen. Være gift og leve det pæne borgerlige liv helt uden BdSm. Hele tiden med en drøm og et håb i mit indre, om at blive den der ydmyge underdanige slavinde.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, ser jeg et mønster… jeg ville jo bare være som de andre… ikke kun når jeg var ligusterhæk-kvinden, men også når jeg drømte om at være slavinde. Jeg higede efter accept og forståelse.. vel nok meget naturligt og menneskeligt.. men jeg kom på vildspor… fik viklet mig selv ind i et uheldigt mønster, hvor der kun var en måde, et sted, der var perfekt. Mit billede blev forstærket af nogle få mennesker omkring mig, som jeg idag ikke er i tvivl om at ville mig det godt, og da også gjorde gode ting for mig, men samtidigt fik for meget “magt” i formnings processen af “mig”. Jeg kæmpede, higede, sultede efter anerkendelse, accept, forståelse.. og ikke mindst efter at komme til at høre til…. Jeg kom aldrig til at høre til… kom aldrig til at være “den” der blev forventet jeg skulle blive… blev i stedet til “mig”. Det kostede meget at erkende det… men nu hvor jeg har gjort op med den tid, med den del… føles det uendeligt lettende.

Det forunderlige skete… der midt i at jeg bare var ude på at lege mig igennem BdSm verdenen, der hvor jeg bare havde tænkt mig at det skulle være sjovt og uforpligtende….. Han dukkede op.. Han som idag er min elskede Herre.. Han som fik mig på den rette vej.. fik mig til at mærke hvem jeg virkelig er og ønsker at være… Han som i dag har retten til at fratage mig navnet patience, for at give mig det navn Han ønsker jeg bære… tiden som patience er slut… tålmodighed … den er brugt.. den er ikke nødvendig for mig mere… nu er jeg fri… fri i mine lænker.

Ønsker jer alle en smuk og dejlig dag. Vil gerne høre jeres tanker om navne/nicks og deres betydning.